En fagforening for BIPoC kunstnere og kulturarbejdere i Danmark

The Union blev etableret i 2018 af en gruppe BIPoC kunstnere og kulturarbejdere, der så en nødvendighed i at organisere sig og italesætte den racisme, de oplevede på kunstscenen.

The Unions formål er at italesætte strukturel racisme, stille krav til kunstinstitutionerne og arbejde for at forbedre medlemmernes arbejdsvilkår. Racisme foregår på alle niveauer i samfundet, og der skal træffes foranstaltninger for, at der kan ændres på disse. Vi er interesseret i at gå i dialog med institutionerne/gallerierne/museerne/skolerne, så de kan gøre en bedre og mere effektiv indsats for at løse problemer med racisme.

Hvordan sikrer vi at blive inkluderet?

Vi er interesseret i at vide, hvor mange BIPoCs der er med som beslutningstagere på institutionerne, hvor mange BIPoCs der er repræsenteret i diverse bestyrelser og kunstråd, hvordan vi decentrerer hvidhed på museerne og i deres samlinger, samt hvilke foranstaltninger der er blevet taget for at udvikle antiracistiske politikker på institutionerne – og hvis der endnu ikke er blevet gjort noget: Hvordan kan det være?

I The Union vil vi først og fremmest arbejde for at imødekomme de behov, vores medlemmer har. I foråret 2020 lavede vi en undersøgelse blandt vores medlemmer, hvor vi spurgte ind til deres oplevelser på den danske kunst- og kulturscene.

Hele 87% svarede, at de havde oplevet racisme og diskrimination på den danske kunst- og kulturscene på baggrund af deres etnicitet eller religion.

93% havde hørt om andre, der havde oplevet racisme. Hele 73% havde oplevet racisme på deres arbejdsplads eller deres uddannelse. Disse tal overrasker os ikke, men de viser, at racisme også eksisterer i Danmark – også på den danske kunst– og kulturscene.

Med The Union vil vi gerne skabe en platform og et netværk for vores medlemmer, uddanne og oplyse dem om deres rettigheder, samt skabe bedre arbejdsvilkår og gå aktivt ind i sager, hvor racisme spiller en rolle.